Når jeg skriver, starter det oftest konceptuelt; en leg med tid, undersøgelsen af en alternativ dramaturgi, en tilstand der påvirker karaktererne eller et visuelt rum, der afspejler en større tematik. Med andre ord er det filmens visualitet og psykologi, koblet med teatrets uendelige muligheder, som har formet den type tekster, som jeg skriver.

..og så en lidt længere fortælling om min vej til at skrive

Jeg er født og opvokset i Åbyhøj (Århus), som er et område der har en stærk tradition for basketball. Derfor var det også min barndom og ungdom; at spille bold på eliteplan og træne nærmest hver dag. Det var fedt og det var hårdt, men som 19-årig besluttede jeg lidt pludseligt fra den ene sæson til den anden, at stoppe med at spille. I stedet ville jeg fokusere på andre passioner: se film, gå til fester, gå i provokerende tøj og ikke mindst skrive. For jeg har egentlig altid elsket at skrive, og så rullede bolden derfra.

Efter gymnasiet

Tog jeg på European Film College for at skrive filmmanuskripter, herefter flyttede jeg til Skotland for at prøve grænser af og samtidig lære mere om film, og da jeg et år senere kom tilbage til Danmark, manglede jeg penge, og så startede jeg på Dramaturgi på Aarhus Universitet, imens jeg fandt ud af, hvad det næste træk skulle være. Jeg havde aldrig rigtig gået i teatret før, og syntes måske det var lidt ligegyldigt (jeg var ret psykologisk/naturalistisk bundet, og var knap så glad for det ’fjollede’ og absurde teaterrum), og imens jeg under studiet tog til København for at skrive litteratur, til Venedig på filmfestival, og ellers fokuserede på at skrive filmanmeldelser, sneg dramaturgien sig alligevel også langsomt ind…

Satans 12-taller

Derudover var jeg altid pligtopfyldende og ambitiøs (noget jeg tror jeg blandt andet kan takke basketball-tiden for), og når man alligevel ikke kan lade være med at gå til en eksamen uden at forsøge at få et satans 12-tal, så ender man måske nok også med, at lære et eller andet. Så jeg lærte, og jeg blev ved med at ville skrive, og efterhånden blev filmanuskripterne ikke længere den eneste drøm. For dramatikken udfordrede mig nok egentlig mere, og selvom jeg godt kan lide at være dygtig og få ros, så er jeg gladere for at blive presset og udvikle mig. Og så – efter at ha’ søgt ind nogle gange – kom jeg ind på Dramatisk Skrivekunst, og fandt masser af udfordring og kærlighed i dét, at fortælle historier til teatret.

Fra kloster til flyttefirma

Og siden har det udviklet sig, og vil forhåbentlig blive ved med at udvikle sig: fra at bruge mig selv til leve på et Italiensk kloster, rejse alene igennem Frankrig, tage i praktik i et Københavnsk flyttefirma, lave performances med at spise kød og synge karaoke, bruge nattetimer på the dark web, skrive meta-tekster hvor jeg selv er inkluderet og rejse alene til Italien for at researche en seriemorder – til at dykke ned i teaterhistorien, dramatisere litterære klassikere, sidde i paneler og studere Tjekhovs ensemble-scener igen og igen; jeg kan virkelig godt lide at lære og blive udfordret, og jeg elsker at blande det nye med det gamle.